Godt jagttøj: Bliv klar til jagt i den danske natur
Som jæger er der ikke noget bedre, end når dagene bliver kortere og temperaturerne falder. Det er nemlig ensbetydende med, at jagten skal til at begynde. Alt efter de gældende jagttider rundt omkring i landet, ligger de store jagtperioder i Danmark fra tidligt efterår og fortsætter typisk gennem vinteren. Det betyder også, at det hurtigt bliver en kold fornøjelse at gå på jagt efter det eftertragtede kron- og dåvildt eller fugle og pattedyr – og derfor er det vigtigt at være klædt varmt på.
Den korrekte påklædning varierer både efter jagtform, periode og lokation. Der er for eksempel forskel på, om du skal på pürschjagt eller anstandsjagt, om du er afsted først på efteråret eller sidst på vinteren, og om du er på jagt på private arealer eller er på en traditionel selskabsjagt med specielle krav til påklædningen.
Du finder et stort udvalg af jagttøj på Friluft.dk, der kan gøre dig helt klar til din næste jagttur. Friluft.dk har kvalitetsrigt jagttøj til både herre og dame fra mærker, der er udvalgt specielt til at give dig den bedste jagtoplevelse.
Det essentielle: undertøj, trøjer, jakker og bukser
Fælles for alt dit jagttøj er, at det skal give dig fuld bevægelsesfrihed og sørge for, at du er tør og varm. En jagttur indeholder meget bevægelse, hvor du går i forskellige tempoer, sidder ned og står op og skal reagere hurtigt, når vildtet er, hvor du vil have det.
Derfor skal du tænke over både undertøj, en trøje, jakke og bukser, som du kan bevæge dig i uden at føle dig begrænset. Det skal også være mere eller mindre lydløst, så vildtet ikke hører dig, og vigtigst af alt skal du kunne holde varmen i skiftende temperaturer.
Hold varmen med lag-på-lag-princippet
Lag-på-lag-princippet er den hellige gral for outdoor- og jagtentusiaster – du har fuld kontrol over din kropstemperatur, fordi du altid kan tage et lag mere på eller af. Det er ideelt til det skiftende danske vejr og til en jagttur, hvor du skifter meget i aktivitetsniveau.
Dit inderste lag består typisk af et blødt sæt jagtundertøj i syntetiske materialer eller merinould, der transporterer fugt og sved væk fra din hud. Mellemlaget er det lag, du styrer din temperatur med – tag et lag mere på, hvis du fryser, og tag et lag af, når du får det for varmt. Kig for eksempel på fleecetrøjer eller andre bløde, varme trøjer, der lader dig ånde, samtidig med at de isolerer godt.
Slut dine lag af med det yderste lag, som er en jagtjakke på de kolde, blæsende og regnfulde dage. En god jagtjakke er vindtæt og som minimum vandafvisende, så du bliver godt beskyttet mod det danske vejrs luner. På varmere, tørre dage er en fleecetrøje og måske en termovest også et godt bud på det yderste lag, hvis du føler, det bliver for varmt med en jakke udenover.
Hovedbeklædning og tilbehør
Tilbehør som strømper, handsker og halstørklæder kan også være afgørende for, hvor god en jagttur du får. Iskolde og stivfrosne fingre kan gøre det svært at trykke på aftrækkeren og ramme præcist, og har du våde og kolde fødder, bliver det hurtigt en lang dag. Sørg derfor for at have et par solide, isolerende handsker med, der holder dine hænder tørre og varme uanset vejret. Det er også en god idé at have et ekstra par strømper med, så du kan skifte, hvis de bliver våde. Et populært materiale til jagtstrømper er merinould, der lader dig ånde og holder dig godt varm, samtidig med at det er blødt og behageligt at have på.
Hovedbeklædning er også en værdifuld investering – især hvis du er ude i lang tid ad gangen, hvor kulden langsomt sniger sig ind på dig. Sidder du helt stille på en anstandsjagt eller går langsomt rundt i skoven, før du finder vildtet, kan du hurtigt gå fra at føle dig lidt kølig til virkelig at fryse, hvis du ikke har noget på hovedet, der varmer ører og pande. Kig efter et pandebånd, en varm hue eller en halsedisse, som du både kan bruge rundt om halsen og omkring hovedet.